Stenmaling - en aktiv meditation!

Stenmaling - en aktiv meditation!

Jeg har altid fundet det at male meget meditativt og afstressende og kan fortabe mig i timevis udenfor tid og rum. Fuldstændig overgivet til nuet i et tidsløst univers, faktisk nøjagtig det samme univers som man er i når man mediterer. Stenmaling er faktisk både kunst og meditation i samme pakke. Så hvis du finder det svært at meditere og sidde stille skal du vide at man sagtens kan meditere aktivt! Jeg har tegnet og malet altid og har mediteret i mere end 35 år og jeg kan kun bekræfte, at du kan komme i en meditativ tilstand på mange måder. Hvis du fortaber dig i nuet og hengiver dig fuldstændig...

  • når du fisker
  • hører et smukt stykke musik
  • strikker
  • ordner din have
  • laver et dejligt måltid
  • sanser naturen

...eller hvad der nu får din sjæl til at synge, så skal du bare vide at du allerede er specialist i at træde ind i en meditativ tilstand, som er eventyrlig sund for dig.

Nu har jeg så lige læst, at det også er meget afstressende og meditativt at farvelægge flotte mønstre i de meget populære nye voksenmalebøger, så jeg tænker det er et super alternativ at starte med. Psykoterapiens fader Jung anbefalede også sine klienter at male eller farvelægge smukke mandalaer, for at berolige sindet.

 

Prøv selv en aktiv stenmalings-meditation!

Det meditative opnås særligt, ved at male mønstre med mange gentagelser. Det bruger jeg selv, når jeg maler mandalasten og meditationssten ud af smukke sten jeg samler på stranden.  Meditationsstenene har særlige hellige aktiverende symboler og mandalastenene har smukke mønstre. Begge dele er velegnede til at bruge til en passiv meditation, hvor man koncentrerer sig om åndedrættet samtidig med at man fokuserer blidt på motivet. Men de smukke sten kan selvfølgelig også bruges som pynt.

Jeg kan kun anbefale stenmaling det er sjovt og hyggeligt…og så endda meditativt og afstressende, ja, og som bonus, så skal man også lige en tur på stranden for at samle sten. I denne weekend malede jeg sten sammen med min datter og vi fik disse fine resultater ud af det….stenmaling er både kunst og meditation, prøv det! Vi har brugt Posca tusser og lakerer stenene bagefter.

Jeg sælger i øvrigt løbende smukke sten malet af min datter og jeg, som kan købes i gårdbutikken Ryegaard Rejsestald, Munkholmvej 326, 4060 Lejre. Åbent hverdage kl 10-17 og i weekenderne kl. 11-17. 

Et par tips om stenmaling

Føler du dig lidt usikker på at kunne styre tussen, så led efter sten med en meget glat overflade, den er lettere at male på. Hvis du lakerer stenen inden du maler på den, så kan du let tørre vildfaren streg af igen med en fugtig vatpind. Husk dog at lakere en gang mere, så Posca tussen bliver forseglet permanent. Jeg bruger som regel vandbaseret lak på spraydåse, da det er lettest at få fordelt lakken uden at den løber på stenene. Husk hvis du vil have de holder godt udenfor, så skal du huske at lakere dem hvert år.

 

 

 

Back to blog

Leave a comment